Skip to main content

Nyd de sidste sommerøjeblikke

Hvorfor er sommeren altid så hurtigt overstået? Lige pludseligt med et kort blink, rammer vi efteråret.

 

Hvis du går med følelsen af, at du ikke nåede at nyde sommeren helt, så kommer her et par tips til, hvordan du stadig kan nå at nyde de sidste sommerøjeblikke 😌

 

1: Sov under åben himmel

Der er ikke noget bedre end at vågne op efter en helt nat med frisk luft. Hurtigt sniger efteråret sig ind på os, men nattetemperaturen er heldigvis stadig omkring de 15 grader. Med en dejlig dyne eller en god sovepose, kan man altså sagtens sove udenfor uden at fryse.
Hvis du bor i hus, er haven altid et oplagt sted, måske udestuen eller endda drivhuset? Bor du derimod i lejlighed. Tag madrassen med ud på altanen, terrassen eller karrégården. Og for alle; tag på eventyr på en af de mange gratis shelterpladser omkring Aalborg.

 

2: Solopgang og solnedgang

Der er bare noget helt magisk over en smuk solopgang og solnedgang!Solen står op omkring kl. 6 og går ned omkring kl. 21 i Aalborg. For de morgenfriske anbefaler vi, at tage morgenkaffen eller -teen med ud. Tag et varmt tæppe med under armen og find et godt sted at sidde, som vender mod øst. Herfra kan du starte dagen stille og roligt.
Der er mange smukke udkigspunkter i og omkring Aalborg, hvor man kan nyde solen. Et af favoritterne er Sukkertoppen, som ligger ved Mølleparken. Pak en picnickurv eventuelt fyldt med lækkerier fra Kochs Kaffebar, og tag den med på Sukkertoppen og nyd udsigten over hele Aalborg. Selv tak ♥️

 

3: Sæsonens frugt og grønt

Mange forbinder jordbær, ærter og kartofler med sommer. Og det gør vi i Shoppen bestemt også!Selvom vi nu befinder os i sensommersæsonen, kan du stadig finde friske jordbær og ærter rundt omkring. Hop på cyklen og begiv dig ud på tur. Lige udenfor Aalborg vil du stadig opleve flere landevejsboder med de mest smagfulde afgrøder.
Pssst…hvis du er heldig, kan du også cykle forbi kommunale områder, hvor der er plantet vilde blomster og urter. Det er nemlig helt gratis at plukke disse, så længe du ikke graver planterne op. Tag blomster og urter med hjem og fyld hjemmet med sommerstemning 🌸